Gennem alle årer­ne har Lille Kirkeb­jerg været mit hjer­te­barn, ikke blot fordi jeg sad i besty­rel­sen af lære­re og foræl­dre, som vare­tog drif­ten af hytten, men fordi jeg ret hurtigt opda­ge­de, at dette sted i Breg­ne­rød var en perle. 

Sådan fortæl­ler Gret­he Møller Olesen, i sit lille tilba­ge­blik omkring Lille Kirkeb­jerg fra sin tid som lærer på Kirkeb­jerg Skole fra 1978 – 2012, hvor hun gik på efterløn.

En besty­rel­se, som med foræl­dres støt­te (især det hånd­værks­mæs­si­ge) holdt liv i stedet i mange år og udfør­te med de få midler, der var til rådig­hed, lidt fors­køn­nel­se henover tid, så godt det nu kunne lade sig gøre. Der var mange drøm­me om ny toilet­ter med tilhø­ren­de bade­fa­ci­li­te­ter. Men det var der desvær­re ikke økono­mi til. 

Det fine anneks blev bygget af lærlin­ge fra Teknisk Skole på Nørre­bro som sven­destyk­ke. Det var et sjovt projekt at samar­bej­de med de unge mennesker.

Skal hilse at sige, at det som ofte var noget af en prøvel­se at sove mellem snak­ken­de, larmen­de og grinen­de elever, som havde det vildt sjovt på den anden side af væggene.

Lærer­ne sov mellem eleverne

Sove­sa­le­ne var i sin tid opdelt med et lærer­rum imel­lem dem. Skal hilse at sige, at det som ofte var noget af en prøvel­se at sove mellem snak­ken­de, larmen­de og grinen­de elever, som havde det vildt sjovt på den anden side af vægge­ne. Meget natte­søvn blev det aldrig til. Der var et lille værel­se i hoved­hu­set, hvor badet er i dag, og her sov en af os lære­re. Som regel var vi 3 af sted, og ved lodtræ­ning afgjor­de vi, hvem der skul­le få lov til at få lidt mere natte­ro og sove i køkkenkam­me­ret, som vi kald­te det. Til gengæld har jeg ofte haft besøg om natten af mus, som krav­le­de hen over soveposen.

Vi cykle­de til Lille Kirkebjerg

I mange år var jeg på hytte­tur mindst 2 gange om året med mine klas­ser, og jeg kom til at holde meget af stedet, som ligger i den mest fanta­sti­ske natur – en spyt­k­lat fra Kirkeb­jerg skole. Det betød også, at det blev til mange cykel­tu­re derop med små pauser under­vejs. Ved Bønder­nes Hegn var der i sin tid en kiosk, hvor der blev provi­an­te­ret slik og soda­vand til de næste3 dage.

Lige­le­des på hjem­tu­re blev der købt forfrisk­nin­ger til at klare stra­bas­ser­ne. For nogle elever var det en lang cykel­tur. Utal­li­ge punk­te­rin­ger er det også blevet til, rystet på hove­d­et af cykler der havde kendt bedre dage med elever, der aldrig troe­de, at de nåede frem til Lille Kirkeb­jerg. Der var faktisk elever dengang, som ikke var fortro­li­ge med det at cykle. Men vi nåede altid frem.

For de yngste klas­ser havde vi fået etab­le­ret en bustrans­port, husker ikke hvor­dan den kom i stand, men det betød, at vi kørte med toget til Farum, hvor bussen holdt efter afta­le. Vi blev sat af ved Breg­ne­rød Kro og gik det sidste stykke.

Elever­ne lave­de selv mad i hytten

Hjem­me­fra vidste elever­ne, hvad de prak­ti­ske gøre­mål inde­bar, når de var i hytten. Madhold, opryd­nings­hold, bræn­de­hent­ning, opvaske- og afryd­nings­hold. Som regel var der købt ind på forhånd af os lære­re, som foræl­dre­ne sammen med baga­gen kørte op til hytten. Et hygge­ligt samar­bej­de. Som regel kunne jeg person­ligt godt lide at være i hytten onsdag til fredag, hvor foræl­dre­ne kom sen efter­mid­dag til efter­mid­dagskaf­fe. Sene­re fælles­spis­ning, bål og en fælles opryd­ning. Den del af mit lærer­liv var guld værd, som betød, at foræl­dre­sam­ar­bej­det fik flere posi­ti­ve sider. Bl.a. et godt sammen­hold i foræl­dre­kred­sen, hvil­ket også smit­te­de af på eleverne. 

Masser af uden­dør­sak­ti­vi­te­ter – herun­der bold­spil, skat­tej­agt, gåtu­re i skoven og gennem områ­det på den anden side af vejen, der fører ned til hytten, natløb, snobrød­bag­ning, bålhyg­ge med sjove histo­ri­er, sange osv. Indi­mel­lem et natløb med over­ra­skel­ser i form af spøgel­ser, som dukke­de frem bag træer­ne – altid i nærhe­den af hyttens områ­de. Shel­te­ren har også givet et ekstra udeliv.

Lille Kirkeb­jerg kan noget særligt i al slags vejr

Når det var muligt at komme i hytten stort set hele året, betød det også al slags vejr og ople­ve natu­rens skif­ten­de årsti­der. Maj måned med natter­ga­lesang er et fint minde – også for de elever, som kunne holde sig vågne. Et gedi­gent regn­vejr, skybrud afle­ve­rer en meget våd og glat bakke bagest på grun­den. Der har mange elever i regntøj ”kælket” ned i mudder for deref­ter at blive spulet rene med vandslange. 

Engang måtte vi tilkal­de skade­dyrs­la­bo­ra­to­ri­et, da indgan­gen til huset var plaget af nogle meget store gede­ham­se, som havde slået bo lige ovenover dørkar­men. Eksper­ter­ne ankom i ”rumdrag­ter” og sprøjte­de gift ind i boet. Fange­de en enkelt, som kom i glas. Vi måtte ikke nærme os huset de næste par timer. 

Tipvogns­spo­ret i områ­det fortæl­ler om tegn­stenspro­duk­tion. Cobra­hyt­ten var i sin tid et kunst­n­er­kol­lek­tiv. Den lå i nærhe­den af vores områ­de i skoven. Endnu kan man sikkert finde rester af mursten fra det flot­te arki­tekt­teg­ne­de hus, som blev bygget i slut­nin­gen af 30’ erne.

En gang fik vi natligt besøg af nogle unge menne­sker, som var faret vild i skoven. De over­nat­te­de i deres telt på grun­den og drog vide­re næste morgen.

De første år blev hytten bl.a. lejet af Ungdoms­sko­len, som bidrog pænt til drif­ten og dermed til vedli­ge­hol­del­sen. Depo­si­tum fik de aldrig tilba­ge…… tja gæt hvorfor.

Lidt spredt fægt­ning i et forsøg at skabe et tilba­ge­blik til en tid, hvor der var meget liv på Lille Kirkeb­jerg. 
Mvh Gret­he Møller Olesen – Juli 2020